Ilden var kuren - Teatro della Pergola

Fahrenheit 451 af Ray Bradbury beskriver en dystopisk fremtid, hvor det er forbudt at læse, skærme konstant tændt fremmedgør folks fritid, og forsøget på at tænke forårsager fysisk ubehag. Ironisk nok er brandvæsenets krop ikke længere beskæftiget med at slukke brande, men brænde bøger og om nødvendigt deres ejere. Bogen udkom for omkring 70 år siden, i 1953, men er sat i fremtiden, nemlig 1920’erne i det 21. århundrede — altså i dag. Men du befinder dig i det 21. århundrede og læser denne tekst, så tog Bradbury fejl? Det afhænger af, hvordan vi forstår dystopien: en forudsigelse om fremtiden, der på et tidspunkt bliver be- eller afkræftet, eller en alarm om nutiden, som fortsætter med at genopstå? Il fuoco era la cura går igennem og genlæser frit Fahrenheit 451, forbruger den som man gør med en elsket bog, læst tusind gange og slæbt med til tusind steder, gør den beskidt, glemmer den et sted og finder den så igen, mens omslaget falmer, papiret løsner sig og siderne fyldes med noter, sedler, bogmærker og minder. Fem performere genfortæller romanens historie, identificerer sig med personerne, bevæger sig horisontalt og kortlægger skyggezonerne, de ting Bradbury ikke forklarer eller fortæller os, skaber parallelle narrative linjer, teoretiske afvigelser og konstruerer også beretninger om en mellemliggende tid mellem vores nuværende nutid og en anti-kulturel fremtid, hvor dumheden redder os fra byrden ved komplekst tænkning. Hvis Bradbury kun tog fejl med nogle få år, hvis Fahrenheit 451 virkelig skete, hvad ville vi så gøre?