Encyklopædi over følelser

Davide Iodice, som i årevis med sin Scuola Elementare del Teatro har arbejdet med skrøbelighed og handicap, leder en inkluderende workshop i udtryk, relation og individuel samt kollektiv skabelse. Målet er at fremkalde hos deltagerne evnen til resonans med deres eget og andres følelsesspektrum, kvaliteten af lytning og villigheden til at skabe ikke-stereotype relationsdynamikker. Projektet L’enciclopedia delle emozioni opstod umiddelbart efter pandemien ud fra overvejelsen, at i den distopiske tid, vi er faldet ind i, ud over sygdommens og dødenes tragik, har vi erfaret, at uden mulighed for udtryk, uden relation, uden socialitet, uden skønhed, kan hjem blive gravsteder for vores identitet. En by, et kvarter, hele landet kan blive en grav; en ørken. Den udgang, vi kom til efter den lange pandemiperiode, er et samfund på bedringens vej, endnu mere skrøbeligt og i behov for hjælp, desorienteret i en reel “efterkrig for følelserne”. Det blev derfor mere end nogensinde opfattet som presserende at genfinde teatrets oprindelige katartiske kraft, dets kvalitet som Pharmacon, fornyet i samtiden; at omfortolke den terapeutiske og sociale funktion, som denne kunst opstod for. Det forekom derfor afgørende på den ene side at recodére den performative, spektakulære begivenhed som et redskab for deltagelse og møde med et fællesskab eller en social gruppe, og på den anden side at sætte den teaterkunstneriske person i centrum af processen som specialist i følelser og relationer — aspekter der er yderst centrale for overvindelsen af traumer og for genopbygningen af den psykologiske, relationelle og sociale sprække, der er opstået. L’enciclopedia delle emozioni, skabt på disse forudsætninger, udgør derfor en proces af nærhed, pædagogik og skabelse, som kan repliceres i metode og modulerettes i anvendelsesmuligheder i forskellige kontekster og territorier. Den intensive workshop har til formål at fremkalde hos deltagerne evnen til resonans med deres eget og andres følelsesspektrum; at fremme empathisk kapacitet og evnen til at tage ansvar for den anden; lyttekvalitet; villigheden til at skabe ikke-stereotype relationsdynamikker; og endelig autonomi i at strukturere det erfaringsemateriale, der gradvist er fremkommet. Skuespillerens natur, dramaets person, scenisk partitur, rekvisitten som ’sjel i ydre form’, MASKEN, er nogle af de tematiske pejlemærker i dette totale håndværk, som åbner sig for sprog såvel som for de mest forskelligartede resultater.